Det nybyggede Vadehavscenter er tilpasset de unikke vejr- og naturforhold i marsklandet. Foto: Adam Mørk

Hvert år trækker 15 millioner fugle gennem Vadehavet, og det astronomiske antal fugle gør Vadehavet til én af verdens vigtigste trækruter. Området har derfor status som nationalpark og er på UNESCO’s verdensarvsliste.

I 2017 genåbnede Vadehavscentret i et hus tegnet af arkitekt Dorte Mandrup, hvori det gamle center indgår. Det arkitektoniske udtryk er tilpasset marsklandets flader og farvepalet, og materialer som robinietræ skaber sammenhæng mellem bygning, landskab og natur. I det nybyggede center er der mere end 1.000 m2 udstilling, nye møde- og formidlingsaktiviteter samt café og butik.

Centret henvender sig til et bredt publikum fra børnefamilier og skoleklasser til turister, personaleforeninger og naturentusiaster. Derfor har det også været vigtigt formidlingsmæssigt at begejstre alle sanser og anvende innovative greb. Et udvidet samarbejde mellem arkitekt Dorte Mandrup og udstillingsdesigner Johan Carlsson har desuden betydet, at udstillingen ”Trækfuglenes Vadehav” er tilpasset den enestående bygning.

Læs evaluering af projektet her

FAKTA 

PROJEKT: Bygning, formidling og landskab
STED: Vadehavscentret, Vester Vedsted, Ribe
PERIODE: 2015-2017
ARKITEKT: Dorte Mandrup Arkitekter ApS
LANDSKABSARKITEKT: Marianne Levinsen
UDSTILLINGSARKITEKTER: Johan Carlsson, JAC studios, og Morten Ranmar, No Parking
BYGHERRE: Esbjerg Kommune
STØRRELSE: 2.800 m2
UDSTILLING: 1.000 m2
STØTTE: 15 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Realdania, Arbejdsmarkedets Feriefond, Esbjerg Kommune, Friluftsrådet, Louis Petersens Legat, Augustinus Fonden og Bevica Fonden.
SE MERE: Vadehavscentret