Varde Teater- og Musikhus
Det nye Varde Teater- og Musikhus skal i fremtiden skabe rammerne for kulturelle oplevelser, teaterforestillinger og koncerter i Varde Kommune.
Varde Teater- og Musikhus kommer til at understøtte og udvikle det stærke kultur- og foreningsliv i kommunen. Det bliver et levende og stemningsfuldt hus, hvor der er plads til scenekunst, magiske oplevelser og fællesskaber. Både amatører og professionelle har mulighed for at udfolde sig i huset. Huset vil være hjemsted for Danmarks største amatørteaterforening 7-kanten, som har op mod 500 frivillige i alle aldre.
Arkitektfirmaet LETH & GORI har vundet konkurrencen om udformningen af det nye hus. Deres projekt har fokus på bæredygtige løsninger og henter inspiration fra de historiske bygninger i området omkring det gamle stålværk. Bygningen vil markere sig som nyt kulturelt centrum i Kulturspinderiet, hvor man også kan finde spillestedet Smedeværkstedet, Musik og Billedskolen samt MusicalTalentSkolen.
Varde Musik- og Teaterhus forventes at åbne i foråret 2025.
FAKTA
PROJEKT: Opførelse af Varde Teater- og Musikhus
ORGANISATION: Den erhvervsdrivende fond Varde Teater og Musikhus
PERIODE: 2021-2025
STØTTE: 20 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: 13 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden 500.000 kr. fra 7-kanten, 500.000 kr. fra Smedeværkstedet og 33 mio. kr. fra Varde Kommune