Veteranhjem i Odense
I Odense er der blevet opført et nyt veteranhjem, der tilbyder hjælp og støtte til danske veteraner. Her kan veteranerne finde fællesskab og tale med andre, der har oplevet det samme som dem selv og i bestemte tilfælde få hjælp til at kontakte det etablerede system.
Hjemmet fungerer som mødested for både raske veteraner og for dem, der er skadet. De fleste veteraner kommer forbi for at få en snak, deltage i aktiviteter eller måske bare være der. Men der er også syv små boliger, hvor man kan opholde sig i en kortere periode, hvis man for eksempel er blevet boligløs eller har behov for at komme hjemmefra.
Huset rummer desuden en stor fællesstue med køkkenfaciliteter samt tv-, aktivitets- og opholdsrum med varierende grad af privathed, så man kan trække sig tilbage. Fra fællesstuen er der udgang til en lukket gårdhave.
Det er gratis at benytte eller bo på veteranhjemmet, der drives med midler fra Fonden Danske Veteranhjem og Forsvarsministeriet.
FAKTA
PROJEKT: Etablering af veteranhjem
STED: Odense
PERIODE: 2017-2019
ARKITEKT: ISAGER Arkitekter og Cornelius Vöge
BYGHERRE: Fonden Danske Veteranhjem
STØRRELSE: 481 m2
KAPACITET: 7 værelser a 10 m2
STØTTE: 9,6 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Veteranpuljen og Folketinget
SE MERE: Veteranhjem