Børnehjælpsdagen
Tidligere anbragte unge får hjælp til selvhjælp.
Bevillingsmodtager: Børnehjælpsdagen
Periode: 2019-2020
Beløb: 3.175.000 kr.
Egenfinansiering: 377.900 kr.
Fokusområde: Livsmestring, uddannelse og arbejde
Det er svært for mange tidligere anbragte unge at få hverdagen til at hænge sammen. En stor del har psykiske lidelser, og ca. 45 % har som 24-årige hverken uddannelse eller job. Målet med projekt ”EMPOWER4U – fra udsat anbragt til egen tilværelse” var at hjælpe 50 tidligere anbragte unge i alderen 17-24 år godt ind i voksenlivet. Indsatsen havde to elementer:
- Færdigudvikling og gennemførelse af mestringsforløbet Empower4U, der består af camps, trænings- og inspirationsdage, sociale arrangementer og en mentorindsats.
- Udvikling af efterværnsmodulet Drømmejob, der har sigte på at få de unge i uddannelse eller beskæftigelse. Metoden bygger på afklaring af de unges egne drømme, tæt samarbejde med kommunen, traineeforløb og virksomhedsmentorer.
Evalueringen fra Aarhus Universitet viser, at de 38 unge, som gennemførte, i højere grad står på egne ben:
- Effekten på self-efficacy, den unges tillid til egen handlekraft, er langt over middel. Den er målt til 0,69 på en skala fra 0,2 til 0,8, hvor 0,4 er middel.
- 37 % er kommet i job eller uddannelse, svarende til 14 unge. Målet var, at mindst 10 unge rykkede sig.
- 97 % af de unge mener, at de kan bruge redskaberne i hverdagen.
Grundet COVID-19 har det været svært og tidskrævende at etablere samarbejder med virksomheder og kommuner, og blot syv unge har foreløbig afsluttet et traineeforløb. Drømmejob er således gennemført i en reduceret form, men evaluator ser et væsentligt potentiale i modulet, som færdigudvikles i perioden 2021-2022.
Børnehjælpsdagen har udarbejdet seks små film om projektet:
TIL UNGE – om hvad EMPOWER4U indeholder
TIL UNGE – om hvad et mentorforløb består af
TIL KOMMUNER – om formålet med forløbet
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ