Københavns Kommune
Tidlig behandling af traumer hos børn og unge
Bevillingsmodtager: Københavns Kommune
Periode: 2017-2022
Beløb: 15.256.000 kr.
Egenfinansiering: 17.633.261 kr.
Støtte fra anden side: Egmont Fonden 7.499.166 kr.
Fokusområde: Udsatte familiers bæredygtighed
Københavns Kommune vil i samarbejde med Gladsaxe Kommune afprøve, om den lovende metode Sleeping dogs effektivt kan hjælpe traumeramte børn, så de bedre kan håndtere skolegang og opnår et mere velfungerende familieliv. Metoden indtænkes i en ny helhedsorienteret indsatsmodel, der sikrer tidlig opsporing og behandling af traumerne og samtidig inddrager familien som helhed. Projektet involverer opkvalificering af 1.400 pædagoger, lærere, sagsbehandlere og psykologer, og hensigten er at skabe målbare forbedringer hos 1.000 udsatte børn og unge i løbet af den femårige projektperiode.
Indsatsen vil blive evalueret med særligt fokus på at dokumentere den tidlige traumebehandlings betydning for børnenes indlæringsevne. Derudover vil evalueringen vurdere indsatsens besparende potentiale. Begge kommuner ønsker at forankre indsatsen, hvis den viser god effekt, ligesom resultater og viden deles til inspiration for andre kommuner.
Midtvejsevalueringen fra LG Insight viser, at der med den tværfaglige traumefokuserede indsats er udviklet en sammenhængende, helhedsorienteret indsats i arbejdet med traumatiserede børn og unge fra udsatte familier – på tværs af faggrupper. Gennem projektets foreløbige periode er uddannet knap 1000 fagpersoner, og det er fagpersonernes vurdering, at de med uddannelsen har fået øgede og relevante kompetencer. Det er dog endnu for tidligt at vurdere, om indsatsen er virkningsfuld ift. børnenes læring og trivsel.
Donationen udspringer af Den A.P. Møllerske Støttefonds sociale initiativ fra 2016-2021, hvor 750 mio. kr. blev øremærket til indsatser inden for det sociale område.
Læs mere om Det sociale initiativ