Vurdering af ansøgninger inden for området Socialt udsatte og frivillighed
Fonden støtter projekter inden for det sociale område bredt og lægger vægt på, at projekter støtter den enkelte borger gennem hjælp til selvhjælp. Der kan f.eks. søges om støtte til projekter med fokus på den enkelte borgeres livsmestring og/eller livskvalitet.
Fondens overordnede fokus er på livsmestring, uddannelse og beskæftigelse for udsatte borgere, samt at bryde negativ social arv hos børn og unge. Der er inden for den ramme et særligt fokus på forebyggende indsatser for borgere på kanten af udsathed, unge der tabes af uddannelsessystemet, samt indsatser der skal fremme frivilligt arbejde.
Nedenfor står en række forhold, som Fonden lægger vægt på i vurdering af ansøgninger inden for området Socialt udsatte og frivillighed. Ikke alle forhold er relevante for alle projekter.
Generelt
Fonden støtter projekter, der udspringer af konkrete behov, bygger på solid faglig viden og har et solidt forankret ejerskab. Projekter skal have klare målsætninger, blandt andet mht. de konkrete forbedringer, de vil resultere i for den enkelte borger. Det er væsentligt, at projektets aktiviteter forankres solidt, bliver bæredygtige på langt sigt og giver varig værdi for målgruppen.
Projekter skal gennemføres af aktører, der har solide og dokumenterede kvalifikationer og erfaringer. Fonden forbeholder sig ret til at stille krav om evaluering af alle støttede indsatser.
Udgangspunkt i den enkelte borger
Projekter skal være tilrettelagt med udgangspunkt i de berørte borgeres behov. De skal tage sigte på at styrke borgernes egne ressourcer, livsmestring, netværk og aktive deltagelse i velfungerende fællesskaber og lokalsamfund.
Fonden har blandt andet et særligt fokus på indsatser, der fremmer et rummeligt arbejdsmarked og på langsigtede, tværfaglige indsatser, der har til formål at bringe udsatte borgere i uddannelse eller beskæftigelse. Fonden ser gerne ansøgninger der også har fokus på organisatoriske forandringer og kapacitetsopbygning.
Metodeudvikling
For nogle projekter er det relevant, at de også omfatter systematisk og databaseret arbejde med at udvikle nye eller videreudvikle allerede eksisterende metoder.
Hvis projektet har potentiale til at bidrage til systemisk forandring i større skala, er det væsentligt, at det fremgår, hvordan dette potentiale vil blive udnyttet.
Tværgående samarbejde
Fonden støtter gerne helhedsorienterede indsatser, der går på tværs af sektorer, inddrager forskellige fagligheder og inkluderer alle relevante aktører.
Det kan være projekter, der tænker på tværs af kommunale forvaltningsområder og/eller projekter forankret i partnerskaber mellem offentlige myndigheder, institutioner, civilsamfundsorganisationer, virksomheder og socialfaglige vidensmiljøer.
En ansøgning skal bestå af en kort præsentation af projektet, en detaljeret projektbeskrivelse, samt budget, tids- og aktivitetsplan og øvrige relevante bilag.
Ansøgningen og de medsendte bilag skal give svar på følgende spørgsmål:
- Hvilken udfordring eller hvilket behov tager projektet udgangspunkt i?
- Hvilken målgruppe og hvilke målsætninger har projektet?
- Hvordan vil indsatsen afhjælpe udfordringen/behovet?
- Hvor mange borgere vil få gavn af projektet, både under og efter projektperioden.
- Hvordan er projektet organiseret, dvs. hvordan er rollefordelingen mellem projektets parter?
- Hvordan monitoreres/dokumenteres projektets mål og resultater og hvordan kunne det være relevant at evaluere i projektperioden og efter projektets afslutning?
- Hvordan sikres det, at projektets aktiviteter bliver bæredygtige på langt sigt og giver varig værdi for målgruppen?
Det anbefales, at der vedlægges forpligtende interessetilkendegivelser fra den øverste ledelse hos evt. samarbejdspartnere.