Temaindkaldelse: Nordisk Samhørighed

Foto: Ben Wicks

Foto: Patrik Svedberg

Foto: Patrik Svedberg

Foto: Roman Klimenko

Nordisk samhørighed er et konkret fokusområde i fundatsen i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. En samhørighed, der blandt andet under coronapandemien har været udfordret. Fonden inviterer nu aktører til at sende projektforslag, der kan bidrage positivt til at udvikle det nordiske samarbejde.

Det nordiske samarbejde 2021
De nordiske lande er kendetegnet ved et stærkt værdifællesskab og integrerede samfundsmodeller, der bl.a. bygger på folkestyre, ligestilling, ytringsfrihed, pluralisme og kultur. Nordens position som en af verdens mest konkurrencedygtige og innovative regioner understøttes af landenes fælles værdier og åbne verdenssyn.

På mange områder er Norden en stærk og fremsynet region, hvilket flere nordiske aktører arbejder for at forankre og udvikle. Der findes godt 40 større aktører, som i bred forstand arbejder med den nordiske samhørighed og udviklingen af et stærkt Norden i verden. Disse aktører, men også andre, kan gøre en positiv forskel.

Det nordiske samarbejde er også udfordret på en række områder. De seneste år har synliggjort et øget behov for etablering af engagerede samarbejder blandt unge, øget fokus på Nordens sproglige og kulturelle fællesskaber og forståelse for styrken af at stå sammen med et fælles værdigrundlag i en tid med øget globalisering.

Temaindkaldelsens emner
Fonden ønsker med temaindkaldelsen at invitere til ansøgninger, som kan bidrage til at styrke og udvikle det nordiske samarbejde. Det kunne være ansøgninger indenfor emnerne:

Samhørighed og forståelse for det nordiske samarbejde blandt elever i skoler og på ungdomsuddannelser
Folkeskolen og ungdomsuddannelserne har en centrale rolle, når det gælder involvering og forståelse for betydningen af det nordiske samarbejde og dets kulturelle og værdiskabende fællesskab.

Eksponering af sprogligt og kulturelt fællesskab
Det sproglige og kulturelle fællesskab udfordres af nye digitale platforme og streamingaktiviteter som f.eks. YouTube, der medfører, at færre unge ikke i samme omfang eksponeres for eksempelvis nordiske initiativer og tv-produktioner.

Genåbning af de åbne grænser
Den traditionelle samhørighed mellem de nordiske lande er blevet udfordret af de diskussioner og handlinger, som coronapandemien har medført. Kan man styrke det åbne samarbejde over grænserne i Norden uden restriktioner, men med gode rettigheder og få kulturelle barrierer?

Mødesteder for de nordiske folk
Flere steder i Norden findes der mødesteder for det nordiske samarbejde, hvor borgere og kulturliv kan interagere. Er det muligt at udvikle nye former for mødesteder og mødeformer, hvor viden om Norden og det folkelige samarbejde, tankesæt og kulturliv kan bidrage til øget samhørighed?

Ansøgninger til projekter med fokus på nordisk samhørighed indenfor andre emneområder er også velkomne.

Projektudformning og kriterier

  • Der er ikke fastlagt nogen formel afgrænsning af projektets udformning. Det betyder, at såvel vidensprojekter, kulturprojekter, udvekslingsprojekter og egentlige fysiske projekter kan komme i betragtning.
  • Projektet forventes at have en dansk projektforankring.
  • Projektet skal udover den danske forankring involvere mindst yderligere et nordisk land.

Læs Fondens generelle retningslinjer for projektstøtte

Små projekter af individuel karakter, eksempelvis tilskud til en rejse, og erhvervsfremmende projekter ligger uden for temaindkaldelsen.

Der er tale om en invitation til ansøgninger indenfor et tema, der særligt optager Fonden. Ansøgninger vil indgå i Fondens generelle prioriteringer, og der er således ikke afsat en særskilt eller afgrænset økonomiske ramme til støtte. Fonden finder sig således ikke nødvendigvis forpligtet til at gennemføre projekter inden for temaindkaldelsen.

Ansøgning

Temaindkaldelsens ansøgningsfrist var den 22. september 2021.

Ansøgninger vil blive behandlet løbende med henblik på forelæggelse for Fondens bestyrelse gerne inden årets udgang. Dog vil ansøgninger blive gemt i et år, såfremt der senere viser sig et råderum til at imødekomme flere af ansøgningerne.

TILGÅ ANSØGNINGSPORTAL

Kontakt

Spørgsmål vedrørende temaindkaldelsen kan stilles til A.P. Møller Fondens sekretariat.

Thomas Wohlert, sekretariatschef
thomas.wohlert@apmollerfonde.dk

Trine Louise Lehmann, projektrådgiver
trine.lehmann@apmollerfonde.dk